Blodbrødre.
Titel: Blodbrødre.
Original titel: Blodbrødre.
Forfatter: Carsten Folke Møller.
Forlag: Lurifaks.
Udgivelsesår: 2012.
Antal sider: 200.
På bagsiden:
Det tager et øjeblik, før jeg fatter det.
Men så ser jeg hadet i Julians øjne og kniven i hans hånd, og pludselig er det lidt fjollede slagsmål blevet til en duel til døden.
Julian og Jeppe har været bedste venner hele deres liv.
De udfordrer konstant hinanden til mere og mere
farlige dares, men intet kan ødelægge deres
venskab.
Heller ikke den nye pige Caroline, som Julian hurtigt
forelsker sig i, for Jeppe kan, i starten, slet ikke se det fantastiske i hende.
Bib-mærket skjuler resten, jeg beklager .. so sorry! -.-
Smagsprøve:
Det tager et øjeblik, før jeg helt fatter det. Men så ser jeg hadet
i Julians og kniven i hans hånd, og pludselig er det lidt
fjollede slagsmål blevet til en duel til døden.
Jeg kan høre et kollektivt gisp løbe gennem gruppen, der står i en cirkel omkring Julian og Jeppe.
Alle stirrer nu intenst på kniven, der glimter farligt i solens sidste stråler.
Billedet af Julian og Jeppe er frosset i et enkelt sekund, mens tusindvis af tanker løber gennem mit hoved, og jeg kan mærke frygten lamme hele min krop.
Jeg er bange for første gang. Jeg havde slet ikke forestille mig, at det kunne komme så langt ud. Det var jo ikke planlagt.
Det skete bare, og man kan jo ikke bestemme over kærligheden. Det her må være et mareridt. Det kan ikke være sandt.
Men så krakelerer det frosne billede, og jeg ser Jeppe træde et skridt tilbage for at komme væk fra kniven, og han rækker hænderne frem for at bede Julian om at stoppe, men han får kun et hadefuldt blik tilbage, og der går panik i gruppe, der indtil nu bare har syntes, at slagsmålet var spændende.
ved siden trækker en pige sig lidt tilbage, mens andre løber væk fra byggepladsen.
Mit blik følger knive, der nu peger direkte mod Jeppe, som kigger rundt i gruppen efter hjælp.
Jeg kan ikke få luft, og jeg er så bange for Jeppes skyld at jeg næsten kan mærke kniven direkte imod mig. Mit hjerte banker vildt, og iskold smerte eksploderer i min mave.
Sarah griber fat i min arm og prøver at trække mig med væk, men jeg kan ikke gå, for det hele er min skyld. De slås jo på grund af mig, og jeg kan ikke løbe væk, når min kæreste er i livsfare.
"Jeppe. " hvisker jeg og kigger på ham, men han ser ikke på mig. Han fokuserer og aldeles på Julian, der stirrer rasende på ham.
"Du var sgu da min bedste ven," skriger Julian med en stemme fyldt med smerte og skuffelse, at mit hjerte er ved at briste, og jeg kan helt absurd ikke lade være med at tænke på Julian blide stemme, hvor han første gang sagde at han elskede mig.
Og jeg husker hans brune øjne fyldt med kærlighed, der kunne synke så dybt i mine, at jeg var lige ved at drukne. Nu var der kun had i de smukke øjne. Had og smerte.
"Julian!" råber Charlie og træder et skridt in i cirklen. "Lad nu være for fanden. Det hjælper jo ikke!" protesterer han, og jeg beundrer Charlie i det øjeblik, hvor han går fra at være klassens klovn til helt. Men det hjælper ikke.
Fuck dig, din forpulede taber!" skriger Julian, og svinger med kniven i retning af Charlie, der rækker hænderne op. " Det rager ikke dig! Er du med!"
"Okay, okay. " mumler Charlie og bakker ud af cirklen igen, og min kulden i min mave bliver mere intens.
"Du var sgu da min bedste ven!" brøler Julian igen , og Jeppe går et skridt tilbage.
"Det er jeg stadig," siger Jeppe med sorg i blikket, og mit hjerte slår en ekstra gang, da jeg hører hans stemme, for han er ikke bange. Han er dybt ulykkelig over hele situationen, og det får mit eget hjerte til at briste.
Jeg elsker hans stemme, jeg elsker hans øjne, jeg elsker hans hænder, der nu prøver at afværge det første angreb fra Julian.
"Jeppe," skriger jeg inde i hovedet, men der slipper ingen ord ud. Jeg kan ikke få luft.
"Gu er du ej! Du har sgu da stjålet hende! Du ved sgu da, hvor meget jeg elskede hende. hvordan fanden kunne du gøre det, din fucking forræder?"
Smerten i Julians stemme bliver overdøvet af hans raseri, og nu bliver jeg om muligt endnu mere bange. For jeg ved, at der er en afgrund af vrede i Julians sjæl, selv om han næsten aldrig viser den frem. men nu står han på pladsen med sine venner omkring sig, og han viser sin vrede frem med et ømt og råt sår, der aldrig aldrig aldrig kan hele. Og det betyder, at han er langt forbi det punkt, hvor han stadig kunne nå og stoppe dette vanvid.
"Julian, stop for fanden," råber Jeppe i håb om at overdøve smerten.
"Jeg .. jeg er sgu da ked af det. Vi er sgu da kede af det.
Det var jo ikke med vilje. For fanden altså .. vi .. det var jo ikke med vilje! Vi kunne ikke gøre for det! Det skete bare!"
"FUCK DIG!" nærmest hulker Julian og kaster sig over Jeppe, der træder et skridt tilbage i ren og skær overlevelse og bliver ramt af Julian skulder, så de vælter omkuld i det våde græs, og panikken breder sig omkring mig, og jeg kan mærke Sarah løbe væk sammen med andre ukendte skikkelser.
Men jeg står frosset og ser på verdens dejligste drenge, der nu stønner og råber uden ord, mens de prøver at få overtag og få fat i kniven. For at dræbe. For at overleve. Og jeg kan næsten ikke se forskel på dem, selvom de er forskellige som dag og nat.
Men nu er det tusmørke, og de to mørke skikkelser ligner vilde dyr, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal håbe på, men jeg vil bare have det til at holde op, det skal stoppe, det skal stoppe, det skal stoppe!
Og så sker det.
De har begge fat i kniven.
De slås om den og hæver den højt-
Og kniven glimter en sidste gang så skarpt, at jeg næsten bliver blind.
Og så får den ene hånd overtaget og presser kniven direkte ned mod sin fjende.
og kniven rammer dybt, og jeg hører et overrasket gisp, da den synker dybt ned i brystet.
Og så bliver den panisk trukket tilbage, og den er fyldt med skrigende rødt blod, som løber ned over den hånd, der vandt kniven, men nu lader den falde mod græsset, som alt for hurtigt bliver fyldt med blod.
Og jeg kan høre mit eget skrig, der stopper brat.
Og så hersker dødens tavshed over pladsen...
Min vurdering:
Okay, først.
Man læser IKKE fra Carolines synspunkt.
Kun i starten (det som jeg har skrevet.) og i slutningen.
...
Jeg hader Caroline.
Igennem bogen skabte jeg et had til hende.
Hun virker måske ret uskyldig i starten, man tænker, at det er lige så sødt som Damon og Elena.
Tro om igen, guys.
Jeg synes simpelthen hun er så bitchet, og .. rrr!
Jeg synes seriøst hun leger med dem, og er totalt ligeglad med deres venskab.
Og, så bliver Julian også udstillet som "den onde" i starten, men faktisk var det Julian jeg holdt med igennem hele bogen.
Julian er født af en dansk mor, og en mørk far. Moderen har leverpostejfarvet hår, blå øjne og meget dansk. Derimod har Julian mørke øjne, mørkt hår og mørk hud.
Faderen forlod dem begge da Julian var lille, og derefter begyndte Julians mor at drikke. Meget.
Julian har kæmpet sig i igennem skolen på egen hånd, og blevet pinlig berørt når moderen ikke dukkede op til aftaler på skolen som lovet. Plus hun er sammen med denne Bent, som sviner Julian til med sin hudfarve.
Julian bliver også slet af sin mor.
Ja, selvfølgelig har man et ømt punkt når det kommer til Julian. Man kan simpelthen ikke lade være med at holde af ham.
Jeppe kommer fra en rig familie, men med en svær far. Hans storesøster, Frederikke, får altid topkarakterer og det går fantastisk med hendes advokat-stilling. Jeppe har derfor svært ved at leve op til forventningerne, og har derfor et dårligt forhold til specielt hans far, men også hans mor.
På den ene side vil jeg gerne sige slutningen overraskede mig, for det gjorde den.
På den anden side vil jeg ikke sige det, da man lidt havde det komme.
Mmm .. har svært ved at sige hvad jeg mener om denne bog.
Jeg slugte bogen på én dag, og nød virkelig at læse den - og ja, .. det er vel en rigtig rigtig god bog.
MEN.
Hvis du er ude efter en vildt dygtig forfatter, hvor man lige tænker over tingene og det hele er skruet sammen på en fantastisk måde, så vil jeg råde dig til ikke at vælge denne bog.
Jeg skriver selv, og har et par gode tricks i tasken - bla. at man ikke skal skrive "og" hele tiden, da det kan blive meget trættende.
Jeg elsker hans stemme, jeg elsker hans øjne, jeg elsker hans hænder, der nu prøver at afværge det første angreb fra Julian.
"Jeppe," skriger jeg inde i hovedet, men der slipper ingen ord ud. Jeg kan ikke få luft.
"Gu er du ej! Du har sgu da stjålet hende! Du ved sgu da, hvor meget jeg elskede hende. hvordan fanden kunne du gøre det, din fucking forræder?"
Smerten i Julians stemme bliver overdøvet af hans raseri, og nu bliver jeg om muligt endnu mere bange. For jeg ved, at der er en afgrund af vrede i Julians sjæl, selv om han næsten aldrig viser den frem. men nu står han på pladsen med sine venner omkring sig, og han viser sin vrede frem med et ømt og råt sår, der aldrig aldrig aldrig kan hele. Og det betyder, at han er langt forbi det punkt, hvor han stadig kunne nå og stoppe dette vanvid.
"Julian, stop for fanden," råber Jeppe i håb om at overdøve smerten.
"Jeg .. jeg er sgu da ked af det. Vi er sgu da kede af det.
Det var jo ikke med vilje. For fanden altså .. vi .. det var jo ikke med vilje! Vi kunne ikke gøre for det! Det skete bare!"
"FUCK DIG!" nærmest hulker Julian og kaster sig over Jeppe, der træder et skridt tilbage i ren og skær overlevelse og bliver ramt af Julian skulder, så de vælter omkuld i det våde græs, og panikken breder sig omkring mig, og jeg kan mærke Sarah løbe væk sammen med andre ukendte skikkelser.
Men jeg står frosset og ser på verdens dejligste drenge, der nu stønner og råber uden ord, mens de prøver at få overtag og få fat i kniven. For at dræbe. For at overleve. Og jeg kan næsten ikke se forskel på dem, selvom de er forskellige som dag og nat.
Men nu er det tusmørke, og de to mørke skikkelser ligner vilde dyr, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal håbe på, men jeg vil bare have det til at holde op, det skal stoppe, det skal stoppe, det skal stoppe!
Og så sker det.
De har begge fat i kniven.
De slås om den og hæver den højt-
Og kniven glimter en sidste gang så skarpt, at jeg næsten bliver blind.
Og så får den ene hånd overtaget og presser kniven direkte ned mod sin fjende.
og kniven rammer dybt, og jeg hører et overrasket gisp, da den synker dybt ned i brystet.
Og så bliver den panisk trukket tilbage, og den er fyldt med skrigende rødt blod, som løber ned over den hånd, der vandt kniven, men nu lader den falde mod græsset, som alt for hurtigt bliver fyldt med blod.
Og jeg kan høre mit eget skrig, der stopper brat.
Og så hersker dødens tavshed over pladsen...
Min vurdering:
Okay, først.
Man læser IKKE fra Carolines synspunkt.
Kun i starten (det som jeg har skrevet.) og i slutningen.
...
Jeg hader Caroline.
Igennem bogen skabte jeg et had til hende.
Hun virker måske ret uskyldig i starten, man tænker, at det er lige så sødt som Damon og Elena.
Tro om igen, guys.
Jeg synes simpelthen hun er så bitchet, og .. rrr!
Jeg synes seriøst hun leger med dem, og er totalt ligeglad med deres venskab.
Og, så bliver Julian også udstillet som "den onde" i starten, men faktisk var det Julian jeg holdt med igennem hele bogen.
Julian er født af en dansk mor, og en mørk far. Moderen har leverpostejfarvet hår, blå øjne og meget dansk. Derimod har Julian mørke øjne, mørkt hår og mørk hud.
Faderen forlod dem begge da Julian var lille, og derefter begyndte Julians mor at drikke. Meget.
Julian har kæmpet sig i igennem skolen på egen hånd, og blevet pinlig berørt når moderen ikke dukkede op til aftaler på skolen som lovet. Plus hun er sammen med denne Bent, som sviner Julian til med sin hudfarve.
Julian bliver også slet af sin mor.
Ja, selvfølgelig har man et ømt punkt når det kommer til Julian. Man kan simpelthen ikke lade være med at holde af ham.
Jeppe kommer fra en rig familie, men med en svær far. Hans storesøster, Frederikke, får altid topkarakterer og det går fantastisk med hendes advokat-stilling. Jeppe har derfor svært ved at leve op til forventningerne, og har derfor et dårligt forhold til specielt hans far, men også hans mor.
På den ene side vil jeg gerne sige slutningen overraskede mig, for det gjorde den.
På den anden side vil jeg ikke sige det, da man lidt havde det komme.
Mmm .. har svært ved at sige hvad jeg mener om denne bog.
Jeg slugte bogen på én dag, og nød virkelig at læse den - og ja, .. det er vel en rigtig rigtig god bog.
MEN.
Hvis du er ude efter en vildt dygtig forfatter, hvor man lige tænker over tingene og det hele er skruet sammen på en fantastisk måde, så vil jeg råde dig til ikke at vælge denne bog.
Jeg skriver selv, og har et par gode tricks i tasken - bla. at man ikke skal skrive "og" hele tiden, da det kan blive meget trættende.
Det synes jeg at jeg oplevede en del gange i bogen.
"Og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og jeg havde lyst til at sige noget, og jeg blev ved med at snakke og plapre løs, og .... "
Dette var bare et eksempel på, hvordan det kunne være skrevet.
Det irriterede mig lidt da jeg læste bogen.
Det er en rigtig god bog, det er det virkelig, og jeg elskede at når hvert kapitel var slut kom der en lille Facebook-staus opdatering nederst på siden fra Julian, Caroline og Jeppe.
Måske er denne bog taget lidt ud i ekstremer, da man kan sige. "All this stuff for this bitchy girl?"
- sådan tænkte jeg ofte, men alligevel var der noget interessant ved det hele.
Uh. Jeg vil virkelig gerne kunne skrive noget mere positivt, for jeg kunne virkelig godt lide bogen, meget fangende.
Bogen blev sprunget meget "let" henover en gang i mellem, og jeg brød mig ikke specielt meget om forfatterens skrivemåde. Det blev desværre ret plat, da det ellers er en glimrende historie.
Alt i alt:
Jeg kunne godt lide bogen, den var meget interessant, og jeg synes Jeppe og Julians venskab blev beskrevet på en god måde. Stort plus. Den er egentlig også meget afslappende at læse.
Jeg endte dog med virkelig at føle had til Caroline, og hun gør en enormt dum ting i bogen, som jeg blev lidt sur over at Jeppe "bare var okay med det." Selvom det bliver beskrevet som om intet kan skille dem ad, så viser det jo, at for denne (undskyld mig.) meget normale, måske køn, men ellers ikke specielt fantastiske pige alligevel har så megen magt til at skille dem ad.
Man kan så sige: Men det er jo det bogen gå ud på.
Ja, men alligevel er der en der dør, så så stærkt er venskabet vel heller ikke?
Jeg tænkte meget videre efter at have læst bogen, hvilket vel er en god ting. Men alligevel kan jeg ikke ladevære med at have tomme huller, syntes jeg.
Puh, lige pludselig blev det en lang boganmeldelse.
Læs denne bog hvis du kan klare forholdsvis plat skrivevne, men samtidig kan læse en rigtig god bog som beskriver et venskab som faktisk er .. smukt.
jeg vil tro, at de fleste vil kunne læse bogen - men det ER en .. meget ungdomsbog.
"Og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og jeg havde lyst til at sige noget, og jeg blev ved med at snakke og plapre løs, og .... "
Dette var bare et eksempel på, hvordan det kunne være skrevet.
Det irriterede mig lidt da jeg læste bogen.
Det er en rigtig god bog, det er det virkelig, og jeg elskede at når hvert kapitel var slut kom der en lille Facebook-staus opdatering nederst på siden fra Julian, Caroline og Jeppe.
Måske er denne bog taget lidt ud i ekstremer, da man kan sige. "All this stuff for this bitchy girl?"
- sådan tænkte jeg ofte, men alligevel var der noget interessant ved det hele.
Uh. Jeg vil virkelig gerne kunne skrive noget mere positivt, for jeg kunne virkelig godt lide bogen, meget fangende.
Bogen blev sprunget meget "let" henover en gang i mellem, og jeg brød mig ikke specielt meget om forfatterens skrivemåde. Det blev desværre ret plat, da det ellers er en glimrende historie.
Alt i alt:
Jeg kunne godt lide bogen, den var meget interessant, og jeg synes Jeppe og Julians venskab blev beskrevet på en god måde. Stort plus. Den er egentlig også meget afslappende at læse.
Jeg endte dog med virkelig at føle had til Caroline, og hun gør en enormt dum ting i bogen, som jeg blev lidt sur over at Jeppe "bare var okay med det." Selvom det bliver beskrevet som om intet kan skille dem ad, så viser det jo, at for denne (undskyld mig.) meget normale, måske køn, men ellers ikke specielt fantastiske pige alligevel har så megen magt til at skille dem ad.
Man kan så sige: Men det er jo det bogen gå ud på.
Ja, men alligevel er der en der dør, så så stærkt er venskabet vel heller ikke?
Jeg tænkte meget videre efter at have læst bogen, hvilket vel er en god ting. Men alligevel kan jeg ikke ladevære med at have tomme huller, syntes jeg.
Puh, lige pludselig blev det en lang boganmeldelse.
Læs denne bog hvis du kan klare forholdsvis plat skrivevne, men samtidig kan læse en rigtig god bog som beskriver et venskab som faktisk er .. smukt.
jeg vil tro, at de fleste vil kunne læse bogen - men det ER en .. meget ungdomsbog.
4 ud af 5 stjerner får "Blodbrødre."
Jeg beklager hvis anmeldelse blev negativ, for det var bestemt en god bog.
Den var tæt på at få fuldt hus, men jeg synes desværre der var en del ting, som ikke helt var på plads. :-)
Fortsat god onsdag/torsdag!;-)
- Amalie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar